LANDKJENNING

– denne markante person og Iver Emanuels forfader i 6. ledd er også interessant beskrevet i boken «Fra det gamle Skien» fra 1914 av J. A. Schneider; og siden denne slekt hadde betydning for Ivers eget liv nær 200 år senere, gjengir vi det her fra sidene 146 – :

– Sogneprest Iver Hesselberg og hans beretninger i Skiens menighets «Kaldsbog“;

– 146 –

Fra borgemesteren kommer vi til en anden av størrelserne, som ogsaa har efterlatt sig optegnelser : byens sogneprest Iver Hesselberg (1722 —1738).

Hesselbergs slægt var noksaa gammel i Skien. I 1632 kjøpte Peder Hesselberg (Skiens kirkes vin-kande er en gave fra ham i 1630 og omdannet i 1709) kongens toldbod paa «Eidet“ (nedenfor broene) i Skien og var tolder i 1635; Iver Jensen H. nævnes som kjøbmand her omkring 1660; Christen Iversen H. opføres i skattemandtallet for 1699, og sønnen Iver Christensen H., som hadde gaat i Skiens latinskole og en tid var skolens rektor, blev 15/8 1718 ordineret til medhjælper og efterfølger for magister Peder Nyborg, med hvis datter han var gift (Gjertrud Annette). Nyborg selv var fra 1716 efter H.s utsagn «en stilletiende Zacharias udi 6 aar i sit Præsteembede“; det ser næsten ut som om forskrækkelsen over krigen og fiendens nærhet i 1716 har gjort den gamle prest uskikket til at fortsætte sin gjerning.

I 1722 overtok da Hesselberg det temmelig store kald, som dengang foruten Skiens by omfattet Mælum og Solum med Porsgrunds kapel (paa vestsiden; østsiden hadde ingen kirke, men sognet til Eidanger). Kongetienden av Solum kirke blev i 1723 tilstaat Hesselberg som erstatning for 100 tønder havretiende av kirkene i Nedre Telemarken, dengang disse med landets øvrige kirker efter amtmand Nobels og biskop Deichmanns raad blev solgt for at skaffe penge i kongens ved krigen uttømte kasse.

Hesselberg kjæmpet tappert for at opnaa denne erstatning; da auktionen blev holdt i Kr.a 14/4 1723 reiste han derind paa egen bekostning og gjorde forslag og «supplikker“ (d.e. : andragender). Men, som han selv siger, «min største fatalité (d.e.: ulykke) bestod derudi, at den som skulde beskiermed mig og mit Embeds Indkomster, var den største actor imod mig“ (hermed sigtes vistnok til biskop Deichmann), Det lykkedes dog Hesselberg at bjerge den ovenfor nævnte kongetiende (de 100 td. utbragtes ved auktionen til 1520 rdl.) samt ret til 2 aarlige offerdage i Solum (resten av indtægten gik vel til den residerende kapellan). Senere klager han over at disse offerdage

– 147 –

bare indbragte 12 rdl. Skal man tro Lyche (se ovenfor) var dog kaldets indtægter temmelig rundelige; men en tradition i Skien vet at fortælle, at en «Hesselberg begjærlig“ endnu i vore dager har været betegnelse for en fordringsfuld person. Forøvrig var han, som vi nedenfor skal se, en meget agtet prest.

Hesselbergs optegnelser findes i «Skiens Sognekalds Præste-Bog“, en protokol, som ifølge en rundskrivelse fra biskoppen over Akershus stift, magister Peder Hersleb (den berømte prædikant, senere biskop over Sjælland) i 1731 blev av Hesselberg «udi ærbødig Hørsomhed“ indrettet til indførelse av forskjellige efterretninger angaaende kaldet. Den gamle bok gir ikke alene vigtige oplysninger om ordningen av præsteembedet, dets indtægter m. m., men paa flere punkter tillike interessante tids-billeder, tegnet med et liv og en dygtighet som gir indtryk av at den der har ført dem i pennen har været en begavet mand, med fantasi og følelse.

Et parti av kaldsboken har til overskrift «Antikviteter og troværdige Sagn“ og indledes med følgende om byens navn og vaaben : «Schiens By er vel en af de ældste Byer, deres første Byprivilegium er over 500 Aar gamle; den skal have sit Nafn af Ski, et Slags tyndt Træ, som er lidt krumpt foran og paa Midten haver en Lyche, hvor Fødderne indfældes; paa samme Skie løber Bønderne i Telemarken i stor Sne; og haver udi gamle Dage gaaet ud til Søkanten paa, at kjøbslaa; da Byen herefter er kaldt Schien, hvis Figur og Skikkelse er denne“: (her følger et tomt rum, øiensynlig bestemt til at utfyldes med en tegning av vaabenet, som forresten er kjendt nok fra de gamle segl; forklaringen av byens navn er som bekjendt usikker og endnu ikke fastslaat).

Om byens folkemængde gir han et andet sted den oplysning, at dens 4 kvartaler efter en av Hesselberg i 1731 foretagen «husbesøgelse“, hadde 1802 indvaanere, hvilket var 600 mindre end i tidligere dage, hvorfor han utbryder iet hjertesuk : «Herre, frels dit Folk og velsigne dem som ere din Arv og Eiendom !“ Det tør dog antages at en del av dem som hadde sin næring i byen, bodde utenfor bygrænsen, men folketallet har sikkert i krigsaarene været i tilbakegang.

Flere av de interessanteste stykker i kaldsboken er fra dens første aar. Der var tronskifte i slutningen av 1730, og den første i boken indførte kgl. forordning er Christian den 6tes skrivelse av 16de okt. 1730, hvorefter «isærdeleshed Adelsskabet og Ridderskabet saa vel som alle andre Undersaatter, som dertil havde Formue og uden deris altfor store Besværlighed det kunde afstedkomme, skulle udi et Aar derefter klæde sig selv, deris Folk og Tienere med sorte Sørgeklæder“ til Minde om Fredrik den 4de; endvidere om ringning med alle klokker i begge riker fra 10 —12 og 4 —6, samt «ald Spil og Leg imidlertid inden og uden Kirken at ophøre“.

Den 18de nov. s. a. fulgte forordningen om høitideligheten ianledning den avdøde konges begravelse; sørgefesten holdtes i Kristiania paa selve begravelsesdagen (2den dec.), men i de

– 148 –

øvrige byer i stiftet den 20de december og foregik her i Skien efter Hesselbergs beskrivelse saaledes :

«Da Magistraten havde ved tvende Marschaller inviteret Borgerskabet at møde udi Raadmand Bredals Hus her i Byen, lod jeg og Kirkeværgeren som laanede Tøy til Prædicke Stolen og Kongens Stoel, hvortil blev brugt den næst øverste Stoel, betræcke Alteret med Kirkens egne Ligklæder, og Altertafelen, foran ved Alterfoden og frem til Chors Døren var lagt sort Tøy; strax inden for Alterfoden stod tvende Voxlys med sort Flor og Kongens Vaaben paa; paa Alteret stod tvende Voxlys med Kongens Vaaben og midt imellem en stor sort Tavle med Kongens Crone af Sølfmaling, som gjorde en zirlig Parade. Da Dagen ankom, blev ringet fra Kl. 11 til 1; og imod Slutningen gick 6 studiosi med 4 Scholæ Aluminis (d.e. : skoledisciple) og siden begge Præsterne fra Skolen til Kircken hvor der saasnart Borgerskabet udtrinede blev intoneret af den Psalme: Eya mit Hierte ræt inderlig jubilerer; under hvis Sang Samlingen skede i Kircken saaledes; „Scholen og Studiosi med begge Præsterne gick foran, saa kom Marschallerne og Magistraten med Borgerskabet. De geistlige gick lige til Choret, og Præsterne, en paa hver Side af Alterfoden, ved det sorte Klæde, og de Andre ned efter Gulvet. Og da samme Psalme, som forestiller den himmelske Glæde under de Kongelige Regalia (uden Befaling) var til Ende, blev den anbefalede Psalme : «Med Sorgen og Klagen hold Maade“, og strax derpaa Troen siunget; da jeg gick paa Prædickestolen og forklaret den anbefalede Text, om hvor værdig vor sal. Konge var vor Beklagelse og den Klageprædicken, efter Folkets Exempel i Josiæ Død 2. Crøn. Cap. 35. Da vi havde icke at klage over ham, at han havde været en tyrannisk Antiochus, icke en haard Roboam, afgudisk Ahdias, syndig Jeroboam, gierig Achab; men at beklage os selv, som havde midst (mistet) en from og naadig Josias, hierte David (etter Davids hjerte) og vis Salomon (Salomos visdom), en from Landsfader og Kirckens Fosterfader som baade ved Levnet og Exempel havde fremmet Gudstienisten efter Textens Ord, hvorudi blev førestillet en ræt Kongelig Lyst og Fornøyelse af Gudsfrygt som en af de største Kongedyder, udi Davids Exempel —“.

Efterat teksten saaledes var utlagt, blev den avdøde konges personalia «allerunderdanigst forestillet“ d.e. : der blev givet en oversigt over hans liv fra vuggen til graven med fremhævelse av de punkter, som har forekommet prædikanten merkverdige. Han nævner saaledes, at «paa hans Geburtsdag den 11te Okt. 1671 restaureredes den i lang Tid forfaldne Ridderorden af Dannebroge, hvilken udi hans Fødsel blev fød paany, den samme Dag 21 Riddere af samme Orden blev creerede“; endvidere omtales hans reiser til Tyskland, Italien (da Pave Innocents XII «beneventerede hans Ankomst med sin Cammerherre Fascieri og lod sige, hand icke havde seet saa stor en Prindz i Rom siden Carolum Qvintum“), Frankrik, England, Norge (3 gange); fredsperioden 1700 —1703 og krigsaarene med deres fataliteter og endelig hans død i Odense 1730. Denne del av prædikenen slutter med et citat av Horats :

«Pallida mors æquo pulsat pede pauperum tabernas regumque turres“. (d.e. : Den

– 149 –

bleke død gjør ingen forskjel; den banker baade paa fattigmands hytte og stormands palads).

«Efter Timers Tale og Forløb gik Studiosi og Skolen frem paa Korskircken paa Gulvet og afsang den sidste anordnede Psalme. Naar den Tid og Stund var forhand, da man gik af Kircken under Klockernes Lyd til sædvanlig Tid Kl. 4 da var Lys tændt over den hele By udi alle Vinduer og Værelser i Fattig og Rigmands Hus udi alle Gader, som gav en meget smuk Anseende og brændte til Kl. 9 om Aftenen“.

Hesselberg avslutter sin skildring med et gammelt latinsk ord : «Sic transit gloria mundi“ d.e. : saaledes forgaar al jordisk glans —– hvilket i arveundersaatlighetens og enevældets glansperiode kunde synes at indeholde en litt nærgaaende reflexion over den hele stas.

At Hesselberg tilfulde forstod det arveundersaatlige sprog, fremgaar ellers noksom baade av ovenstaaende referat og av det næste dokument, en henvendelse til den nye konge om stadfæstelse paa hans kaldsbrev. Den er dateret Skien d. Bde januar 1731 og lyder i sin Helhed saaledes :

«Stormægtigste allernaadigste Arve Herre og Konge ! Vivas ! Vivas ! Velsignet og høilovet være kongernes konge Jesus Christus, som udi Deres Kongl. Mayestæt haver signet disse Riger med saa naadig en Landsfader og sine Menigheder med saa from en Fosterfader, som allerede haver givet sit Kongl. Løfte at vilde allernaadigst confirmere Kirchens Tiener udi sit Brød og Embede; hvoriblandt jeg uværdig blev af Deres Kongl. Majestæts salig Hr. Fader høiloflig Ihukommelse Kong Frederich den fierde værdiget med Kaldsbrev dateret 15. Aug. 1718, den aldrende og svage Mag. Peder Nyborgs Adjunctus udi Sognekaldet her udi Schien, og siden ham som Sognepræst succedere efter hans Død, som skede d. 20de Oct. 1777 (skal være 1722) udi Schien og dets Annexer Solum og Mælum. Samme Embede jeg som Adjunct udi 4 Aar og nu siden som Sognepræst udi 8 Aar ved Guds Naade med al mulig Flid haver forestaaet. Nu beder jeg allerunderdanigst Deres Kongl. Mayestæt vilde allernaadigst forunde mig samme Brød og Betjening at være fremdeles Sognepræst udi Schien og Annexerne da jeg efter min allernaadigste Troskabsed udi Christiania Kirche d. 13de Nov. sidstleden forpligter mig ved Guds Aands Naade at leve min Konges og mit Embedes lydige og flittige Tiener og iche glemme mine inderlige Suche og Forbønner, at den allerhøyeste Himmelens og Jordens Regentere og hans enbaarne Søn den milde Immanuel Jesus Christus vil benaade Deris Kongl. Mayestæts dyre Siæl med sin hellige Aand som Visdommens, Raads og Herrens Frygts Aand; og velsigne Deris hellige Person med Kraft, Helbred og Styrche udi mange Aar; Give Deris Mayestæt et lycheligt Regimente udi Fred og forbedrede Tider; da jeg udi disse og andre Forbønner baade udi Guds og mit Boligs Hus lever.

Deris Kongl. Majestæts min allernaadigste Arveherres og Konges allerunderdanigst tro lydig Tiener og inderlige Forbeder og Undersaat Iwer Hesselberg».

– 150 –

Natten til den 10de nov. 1732 hjemsøktes Skien av en større ildebrand, som Hesselberg under overskriften «Horrendum incendium“ (Skrækkelig brand) beskriver saaledes :

«Natten efter Dom. 22 Trinitatis, da Kongen havde i Evangeliet holdt Regnskab med den gjeldbundne Svend og befalet at sælge alt det, de havde, behagede det den hellige og retfærdige Gud for vore Synders Skyld at optænde en forskrækkelig Ildebrand, Natten til d. 10 Nov. eller Mortensaften : den begyndte udi Casper Beckers Hus Kl. 1 Kvarter til 2 og i det første blev seet udenpaa det ene Hiørne, iche 3 Alen fra Jorden, men da de begyndte at rive, fløy den saa got som opad lige under Taget og tog saa Overhaand at den siden blev ligesom uudslukkelig, hvorpaa den siden, da det store Hus kom i fuld Brand, tændte an paa alle 3 Sider, tvert over begge Gaderne Raadmand Giert Hansens Hus, som straks antændte Fogden Schweders Hus, lige mod det samme Byfogdens Hus paa østre, Iver Blærs Hus paa nordre Siden, og udi 9 Timer lagde den bedste Part al Byen i Aske, thi da Peder Bors Hus var antændt, satte det Nicolai lørgensens, Hans Smitts og Børge Halvorsens Hus paa engang an; ligeledes Simon Jørgensens 2de Gaarde, da Niels Weyers, det de 3 Huse; Casper Fransøn, Jens Bertelsøn og Apotekeren Wulfs Hus. Ivar Blærs antændte Peder Flods, Bøye Pettersøn, det Ole Pettersøns, det Johan Capelen.

Ellers var det mercheligt, at Schiens Kirche var i saa yderlig Fare, at ingen paa dens Redning tænkte, thi da Simon Jørgensens 2de Gaarde stod i Brand, kastede de saadan Hede fra sig, at Gavlen den østre blev antændt og derpaa brendte den Jørgens og besynderlig den store Zacharias Simonsens Gaard, som har staaet jevnhøi med Kirchens Tag (turris Babylonica Schiensia d.e. : Skiens Babelstaarn). —— Det jeg og kan vidne i Sandhed, at øverst ved Knappen af Taarnet saa jeg en Røg udi en Arms Tydelse, hvilket gjorde mig meget bestyrtet, og da jeg gick med Vand der op at vilde slukke om det havde været tids, sees der indenfor iche en Glimt; jeg tenker den Gud viste hvor let det er ham at tænde sit Hus an, dog det Syn aarsagis af den megen lld, Røg og Damp Luften var fuld af, og Conteten indentil af Tømret ogsaa var opfyldt med, men der oven hen en Del Træchul, som den Røg har gjort; mange andre siger, de saa virchlig lid og en blaa Lue i Enden paa Røgen, en af Gud seiv og den seede Røg præparerit Ildstøtte om Natten over sit Hus til Beskjermelse. Den sluktes af sig seiv, thi ikke den mindste Finger eller Vanddraabe skal rose sig. Kirchen kom meget til Skade ei alene paa sine Gavler, —– 5 Vindues Carme blev spolerede, Blyet rendte og Carmene antendt, det nye opbygte Sacristie, som ved Heden av Simons Gaard var hitzig, blev af Apothekerens Gaard mere inflammeret og endelig sat i Brand, da der var ikke liden Fare; men blev Folk i begge Vinduerne af Kirken, som grændser dertil, posteret med Vand, Døren ind til Choret halfbrendt i Tykkelse, og blev svalet med Vand, indtil det var falden; Luen slog op under Kirchens Tag, men blev svalet; endelig ved Mængde Vand, som blev baaret fra den

– 151 –

Grob ved Saugene, og Guds egen Hielp, blev slukket, Alteret og Prædichestolen, Ornamenterne og Lysekronerne bleve udbaarne, Gud kiender hvor beklemt jeg var for dette hans Hus, og at jeg iche var 1 Qvart er af en Time i mit eget Hus, som brændte, endog før det tændtes, da jeg gjorde Gud mit Brændoffer og bad hand til sin Retfærdigheds Ære vilde være fornøyet i Christo med mig for min Synd med mit eget Hus og spare sit. Jeg var aldrig i den Tid uden Haab til Gud om Kirchens Redning, men jeg var derhos i stor Frygt, og de mange yderligere Fahrer paa alle Sider, som den ret blev reddet som en Brand af Ilden : Gud saa til de mange Sukke der opstigede til ham, endog af dem, som gich ud af sit eget, at de dog iche maatte fattes deres Trøstes Hus“.

Efter denne skildring av branden følger Hesselbergs betragtninger over samme, ordnet under to hovedtitler : «I. En Vredis Ild. II. En Naades Ild mit i Vreden“, med underavdelinger fra A til H, paragrafvis opstillet, som om det var grundlag for en avhandling eller præken. Av disse betragtninger hitsættes de mest karakteristiske :

«Ald Menniskelig Anstalt var baade borte og fattedes, og den liden der blev brugt var forgjæves, hver løb til sit Hus at redde og lod Ilden raade sig, saa jeg tør sige, at der iche blev brugt 1 Kar Vand til de 20 á 30 Huse, de beste Arbeidsfolk løb til deres Hosbunder og reddede og de andre stod ledige og ansaa Branden. ——–Den Ild fortærede mest de fornemmeste Huse og de beste Kjøbmænds og derved straffede Hofmod og Overdaad i Bygning og Udstaffering, Uretfærdighed i Handel og Arbeidernis Forurettelse i Belønning, Sicherhed og Tryghed, thi om Natten hvem som først hørte det, ingen tengt (tenkt) det var Ild, men anden Leven af Fyld og Drukkenskab; den viser ogsaa en af de store og almindligen foregaaende Synder, foruden Guds Ords og Huses Forsømmelser, Sabbats Misbrug til Vellyst og Arbeyder og Reiser, og andre sjulte og aabenbare Synder, som staar udi Hoseæ 4 Cap.“

«Ilden havde ædt sig saa dybt i Jorden, at Maanedsdagen derefter var levende Ild endnu i Jorden og i Julehelligdage røg det end paa 1 Tompt».

Som beviser under post II anføres : «At Saugene og dette Stæds Brug blev sparet da dog Heden af Zacharias Simonsens Gaard var saa stord, at den antænte 2de Saugtager, da dertil kom strax nogen menniskelig Anstalt, at det blev forkommet (forhindret)».

«At Søboderne allesammen bleve urørte, og Gud (maa ske for deris Skyld) sparede de 2de Huse ved Bryggerne, thi ellers kunde det seet fahrligt ud».

«At ikke et eniste Menniske kom til Skade paa Læm eller Liv, ja iche en frugtsommelig eller hendes Foster, thi Søndagen for den samme Nattis Brand føde en frugtsommelig under Prædicken og uden ingen en Maanets Tid, allene et fattige Qvindemenniske tilligemed 2de aldrende bleve saa indspærrede af Ilden, udi Anna Maria Peder Arensen Hus, at da de tenkte at holde sig under Bierget, blev Heden saa sterk at den brændte deres Hus og de med stord Besværing og snart iche uden Lifsfahre retirerede (trakk seg tilbake) mellem de andre Huser,

– 152 –

ja det som mest er at forundre, at nogle som før vare saa forskrækkede, naar de hørte et liden Ulyd eller en Skorsten afbrændte, vare nu saa behiertede at de reddede baade sig seiv og noget af deres“.

«Da det tog Ild i Apothekerens eller udi den høie Gaard hvor Lyder Møller og Michel Povlsen tilforn hafde boet, saa det forskrækkeligt ud, og da Fahren var det høyeste, blev dog Haab til Frelse allerstørst; thi da begyndt Winden at vende sig og blæse temmelig strengt og slog Ild og Røg paa den afbrendte Part, da begyndte det at dagis Lys skinnede igjennem, og mand fich Lys som nyt Lif af den fæle og forskrækkelige Nat, som hafde saa igiennemluet Sinnene, at mand i lang Tid efter, hvad mand saa paa, syntes nær gloende eller Ildagtigt; der kom og mange udenbys fra, besynderlig fra Porsgrund og Landet, som de der Klochen 3 á 4 om Morgenen da de opstod, fich den Brand at se, kunde iche førend da fremkomme, saa at den Gud havde i Vrede betient sig af Natten og de foranmælte Aarsager til at hiemsøge, og hafde da sagt til Ilden, som fordum til Havet, hid skal du komme og her skal du lægge dine stolte Bølger, saa fich Folk baade Mod og Magt over Ilden, idet de posterede sig ved Hiørnehuset hvor Willum Carhof boede som var et lavt Hus, fik revet Taget af og svalet Huset, siden ved den liden Distance mellem Frans Pittersons eller tilforn Vorckums Hus og siden opad, saa at Menniskene de brød sig bagenfor Ilden, ved det Vinden blæste af; og det siste Hus op under Brechekleven hvor Morten Pedersen tilforne hafde boet, afbrandt Kl. 11 Slet“.

«Guds Frygt var falden paa den ganske Stad, saa der var snart ingen, som jo udfløttede af sit Hus, undtagen Lunde og Tangen og Qvernedahlen; men Resten hafde deres Huse tomme, og dog var Guds Miskundhed større end det vi haabede, saa hand sparede det overblevne og det skede hverchen for vor Fortjeneste eller vor Troe, som den var saa saare liden og vor Frygt saa stord (stor)“.

«Gud gav en særdehles Trøst og Frimodighed udi de fleste Hierter og stillede deres Siæle tilfreds med hans Villie, at de gav Gud baade Retfærdigheds, Barmhiertigheds og Forsiuns (forsyn) Ære, at dersom de hafde videt det forud vilde de hver Dag gaaet bedrøvet; men faa Dage efter var hver trøstet.»

«Da Ilden saa vit var slukket, at der syntes ingen videre Fahre med, blev der om Ettermiddagen af 11. Nov. ringet til Chor, da der skede Bekjendelse, Bøn og Taksigelse, og der den var til Ende, gik jeg hiem i mit Hus og saa min Hustru og Børn“ (at disse utdrag av «Kalds-Bogen“ her har kunnet leveres, skyldes den omstændighet at forf. av nærværende skrift i 1901 tok endel avskrifter derav til bruk ved en artikelrække i Skiensbladet «Varden“ s. a. Kaldsboken selv er for flere aar siden forsvunden under en vakance i embedet).

Biskop Hersleb har to gange gjort paategning i kaldsboken. Første gang efter en visitats den 21de febr. 1732 og anden gang 27 /2 1735. Han skriver, at han «med Fornøielse har seet, at den (d.e. : Kaldsbogen) er saa vel begyndt»,

– 153 –

og naar man ser, med hvilken flid H. har samlet og kopieret dokumenter, kaldet vedrørende, maa denne ros findes vel begrundet. Et vidnesbyrd om den agtelse, den ivrige prest nød i samtiden, er et længere digt ved hans død, forfattet av Mathias Aagaard (prest i Fyresdal?); det opbevaredes i 1901 tillikemed Hesselbergs og frues portræt hos enkefru Høy (f. Møller) (det er Inger Louise H. gift med Christian H. 1803-1868) paa Halden ved Langesund.

Digtet, som er forfattet i velklingende og flytende vers («Alexandriner“) hitsættes i sin helhet :

Sørgelig dog trøstelig Samtale imellem En Scheens Borger og En Telernarchens Bonde over den i Livet Velædle, Velærværdige og Høilærde nu hos Gud salige Hr Iver Hesselbergs Død Den 4de Aprilis Anno MDCCXXXVIII (1738) Ogtegnet (optegnet ?) af Den Salige Mands og efterladte Families Tjenstærbødige Ven og Tjener Mathias Aagaard.

Bonden : God Dag, min gode Mand, hvad ondt mon det betyder At Alle gaaer saa sort, og Manges Taare flyder; Kand skee, I sørger for Aprilis Slud og Regn ? Paa Landet holde vi det ikke for ondt Tegn (sludd og regn).

Borgeren : Du gjetter deri Ret, April har os bedrøvet, Dog Slud og Regnen selv ei Glæden fra os røvet; Men see et værre Tegn, en mindst forventet Nød, Hr. Iver, den Guds Mand, vor Sogne-Præst er død !

Bonden : Ach Væ ! saa undrer jeg slet Intet, at I sørger, Men Kjære ! mig forlad, at jeg saa dristig spørger : Hvad Aarsag var dertil, hvad Dag bortdøde Han, Som var saa hjerte-god, en herlig Præste-Mand ?

Borgeren :Hans Time kommen var Naturens Gjæld at yde, Han Himlen havde Lyst et større Kald at byde (bytte),

– 154 –

Som Synden Aarsag blev til Alles Sorg og Nød, Saa var og vores Synd en Aarsag til Hans Død. Naar Gud en Menighed vil straffe med stor Plage, Saa tages Lærere og fromme Folk af Dage. Dog Mange agter ei, at Gud i dette Spil Har Riset udi Haand og Vreden vise vil. Aprilis Fjerde Dag, Lang-Fredag, maa vi mindes, Paa hvilken Suk og Sorg tilsammen maatte bindes. I Døden fulgte da sin Herre Tjeneren, Dog gir den Enes Død den Anden Liv igjen !

Bonden : April ustadig var, og det kan Eder glæde, Den Dødes Sted maa snart en anden Mand beklæde, Saa vist som Paaskedag gir Farten Ende god, Saa raades ogsaa vel paa Eders Sorrig Bod !

Borgeren : Ja Sorg og Sørgedragt kan Tidens Længde lindre, Men aldrig nogen Ting min Kjærlighed skal hindre; Saa tidt jeg Kirke seer og Præken høre vil, Hr. Iver tænker jeg : gid du var endnu til ! Du kunde Konsten ret, med Guds Ord løse, binde Samvittigheden, hver i Hjertet kunde finde En Himmel-Smag udaf din Lærdoms søde Trøst, Tak for hver deilig Gang vi hørte her din Røst. Hvor liflig vidste Du vor Ungdom at oplære, Med stor Taalmodighed Du kunde overbære Din Uvens Tvil; du var for Enkerne en Mand, Ja, vore Skoler har din Omsorg sat i Stand. Slig Præstemand er rar for os igjen at finde, Som kunde hver saa vel om deres Pligt paaminde, Kort sagt : Han Iver hed, frembar og Ivrighed, For Gud i Guds Ords Kraft med al Sagtmodighed.

Bonden : Her findes Præster fleer’, og de, som ere gode Naar Lodden træffer ret (loddet faller), I bliver vel tilmode.

Borgeren : Guds Naade Kirken vel forsyne vil og kan, Men hvor faar Børnene en Fader, Enken Mand ? Her græder Enker tre, syv Børn søger Føde, Mangfoldig’ Venner fleer’ besørger (sørger over) den Afdøde, Da havde Alle Hjælp af denne ene Mand, Han delte Raad og Trøst til hver udi sin Stand.

Bonden : Hvor kand oplyste Folk saa vankelmodig være ? Dog Sorgen volder det, som Hjertet vil fortære.

– 154 –

Men just i Sorgen selv proberer (prøver) Gud vor Troe, Og i sin Kjærlighed gjør at vi bliver froe (glade). Kand vi Personer Tre i Guddom tro at være Eet, hvorfor tror vi ei, Gud kan tre Enker nære ? Har Ugen Dage syv, syv Brød har ogsaa Gud, Syv Kurve-Levninger kand holde Ugen ud. Tre Bønner læres os i Fadervor at bede Om aandelige Ting, fra Ondt kan Tre os lede, Den mindste fjerde Bøn er ene nok om Brød (gi oss i dag vårt daglige brød), Syv Børns Bønner Syv formindsker Syv Slags Nød. Kand Agermanden saae, i Haab igjen at høste, De Etterlevende i Haabet sig kand trøste, Den Dødes Guds-Frygt og hans Bønner raadner ei. Gud hjælper vel igjen, Han har sin egen Vei.

Borgeren : Tak, kjære Bonde ! for den trøstig Hjerte-Tale, Med slige, flere Ord jeg Enken vil husvale. Gud styre Alting vel til vor og hendes Gavn, Saa skilles vi nu ad i Jesu Christi Navn.

Memento mori ! (husk at du skal dø/husk din dødelighet)

Hesselbergs livfulde skildring av branden saavelsom av sørgefesten over Fredrik IV vil utvilsomt læses med stor interesse. Vi er jo paa kjendt grund, og har man læst den ovenfor givne fremstilling av byens historie 1710 —32, saa er man jo fortrolig med hele personalet, baade festdagens og brandnattens. Den ivrige prest benytter, som man ser, leiligheten til at holde en straffeprædiken for sine medborgere, særlig de velstaaende kjøbmænd, blandt hvem han især synes at ha havt et godt øie til de nu for alvor fremdukkende medlemmer av familien Wesseltoft, Zacharias Simonsen (hvis «babelstaarn“ har været ham en forargelse) og Simon Jørgensen.

Hesselberg døde 4 /4 1736 (skal være 1738) aaret efter at hans biskop var forflyttet til Danmark.

Hans hustru Anette Nyborg overlevet ham helt til 30/11 1786.

I 1767 eiet og bebodde hun no. 26 i Prinsens gate. Ved Hesselbergs død blev det store kald delt (kgl. rescript av 30/6) saaledes at Christen Bødtker (som fra 1733 hadde været resid. kap. i Skien) fik byen og Anders Baar (resid. kap. i Solum fra 1713) fik Solum og Mælum.

En disput mellem de to herrer om indtægterne ordnedes ved en mindelig overenskomst, bekræftet ved kgl. resolution av 12/5 1740.