LANDKJENNING

– som var inntatt i «Kristelig Tidende» for 1. mai 1914 – en interessant og fin beretning, der hun også meddeler at Andreas Daastøl har arbeidet 2 perioder i området der den samme vinter og vår, da han var i Hjemmemisjonens tjeneste;

– les Berthas korte beretning fra Sjølingstad – stedet ligger midtveis mellom Mandal og Vigeland og her finnes (2025) fremdeles en ullvarefabrikk :

Fra Sjølingstad pr. Mandal.

Vi har her i vinter havt det meget hyggelig paa Sjølingstad. En stund før jul hadde vi besøg af br. Aa. Myhre som altid er velkommen her. Vi hadde nogle velsignede møder; men kun altfor faa, da han ogsaa maatte reise opover i Undalen.

Efter jul fik vi besøg af br. A. Daastøl, og vi blev heller ikke skuffet i ham. Han er en varmhjertet kristen og en trofast arbeider i Herrens vingaard. Vi har havt mange herlige møder mens han har været her. Endel forlorne sønner og døtre vendte tilbage til faderhuset, takket være Herrens navn ! Og blandt Guds folk blev en mere inderligere forstaaelse og kjærlighed, der bragte os sammen til at anraabe Gud om vækkelse og Aandens fylde.

Her blev ogsaa stiftet en kvindeforening for hjemmemissionen, hvor vi i Kristi kraft vil arbeide det vi evner. Meget blir det nok ikke, thi her er ikke mindre end 3 kvindeforeninger før paa dette lille sted. Men naar vi arbeider i tro til Gud saa vil han selv lægge sin velsignelse til.

Det vilde glæde vennerne her og mig om vi snart igjen fik besøg af en broder eller søster af menigheden. Jeg er glad for at kunne meddele brødre og søstre i Herren at her paa dette sted, hvor folk før — med undtagelse af nogle faa — har trukket sig tilbage og vist sig kolde mod venner af methodistkirken, nu tildels har faat et andet syn. De indser nu at Kristus er alt i alle og han kan binde folk sammen til et. Jeg tror snart tiden kommer da vi ogsaa her staar sammen i den skjønneste harmoni; jeg er glad derfor.

Vel har jeg havt mange snille søskende her paa stedet, som altid har vidst at jeg hørte til methodistkirken; men alligevel har jeg ofte som menneske følt mig ensom. Jeg har længtet idet jeg har set mine samfundsbrødre og søstre saa langt borte fra mig. Særskilt har jeg følt det naar jeg ved (vet) de har nadvernydelse; da har jeg ofte ønsket mig vinger saa jeg kunde fly til dem.

Jeg kan dog berette til Herrens ære at jeg føler mig glad fordi jeg tror Gud netop har sat mig her, og min bøn er at jeg ogsaa maa udfylde denne plads til jeg hører ordet : «vel gjort» osv.
Maa jeg ikke som hin mand vi læser om grave mit pund ned i jorden og saa engang bil bortvist.

Brødre og søstre bed for mig og bed for vennerne her at Gud maa faa være det han ønsker af os alle.

Hilsen med Fil. 1, 20-23.
Bertha Itland.