LANDKJENNING

– i forbindelse med pastor Johan Thornæs’ forflyttelse til Ålesund; hilsnings-artikkelen er inntatt i Kristelig Tidendes utgave for «Fredag 15. august 1913» – på dette tidspunkt var Andreas selv lokal-predikant og reiste en del i omliggende distrikt som forkynner blant metodist-venner; les den fine og verdige hilsenen hans – også til den mottakende menighet i Ålesund – nøyaktig 11 år senere skulle Andreas selv betjene menigheten i byen litt lenger nord, Kristiansund, i årene fra 1924-26;

Fra Flekkefjord.

Da det ikke er saa ofte at vi her fra Fl.fjord optar bladets spalter haaber jeg der blir git mig plads for nogen linjer. Vor kjære pastor Thornæs, som vi har havt den glæde at faa beholde her i tre aar, holdt nu søndag den 27. sin afskedsprædiken.

Han talte ud fra Peters 2. brev 3. kap. om «Kristi gjenkomst» og dvælte særskilt ved dette at vente paa Herren. Hvilken herlig prædiken ! Ja vi følte isandhed at det med varme blev baaret frem af et hjerte der ønsket at menighed og venner ja alle tilhørere maatte vinde frem til denne dag og staa uden plet og lyde, rene for hans lammets aasyn.

Da han saa til sidst nævnte at det var sidste søndagen og saaledes hans sidsteprædiken her, var det mangt et hjerte som blev rørt og mangt et øie som blev vaadt.

Kollekten røbet nok hvad hjerterne følte idet der indkom ca. 60 kr. i afskedsoffer foruden det bidrag som før var git ham af kvartalskonferencens medlemmer.

Afskedsfesten søndag aften var ogsaa velsignet. Vi hadde den glæde at ha pastor Ørvik fra Lister her; fra ham fik vi da høre om Guds naade, dens egenskaber og virkning. Udgangspunktet var Es. (Esaias) 55, hvor naaden sammenlignes med vandene. Der blev git ham stor naade til at tolke disse sandheder, og det var velsignet at høre ham.

Foruden ham hadde vi frikirkeforstander Dyb og formanden i indremissionen N. Kvavik ogsaa iblandt os, der begge tolket sine følelser og sin sympati med os i savnet.

Jeg ønsker at nævne et par ting ved Kvaviks tale, der særskilt fæstet sig i min erindring og som udtrykker hans mening saa kort og greit. Det ene var : Han har arbeidet, trods alt. Det næste : Faar vi ikke igjen noget, saa mister vi meget.

Senere gaves festen fri; der var da flere som fik gi sine følelser luft, tildels dybt bevæget ved tanken paa afskeden.

Da pastor Ørvik talte sad jeg med de tanker : Alle behøver denne naade. Hvilken sandhed ! Det danner ingen undtagelse. Gud ske lov !

Jeg ønsker ogsaa herigjennem at sende nogen afskedsord til dig, kjære br. Th.(Thornæs). Kan hænde jeg kunde raabe saa høit at du kunde høre det helt nord i Aalesund. Vi behøvet dig her broder ! Vi trængte dig her ikke bare os som en menighed, men jeg er overbevist om at jeg ikke sier formeget naar jeg sier : Hele Fl.fjord trængte dig ! Med dette for øie og klart for tanken
var det tungt at si farvel til dig.

Men nu var det saa at vi var nødt til at forlade dig, eller du var nødt til at forlade os, og da var det godt at der var en tanke som kunde lyse op for os og det var denne : Ogsaa i Aalesund behøver de dig. Med dette for tanken blev det let at skilles og tillige ønske dig lykke og en herlig seir i arbeidet. I kraft af blodet, Frelser, lad det ske !

Ja I kjære Aalesundsvenner, vi føler som om vi er mere sammenbundet til eder nu siden I fik vor kjære forstander derbort. Gud velsigne eder i de kommende dage !

Nu er det ikke saa at vi her staar spørgende og sier : Hvorledes skal det gaa ? Nei vi sier med sangeren : Alt staar i Guds faderhaand, hvad han vil det gjør hans Aand. Vi ved at Herren i sin naade sørger ogsaa for os og har sendt os en med budskab fra himlen. Vi gaar nok herlige tider imøde ogsaa her.

Tilslut, vi sier ofte at vi trænger den og den person, men hvor meget mere sandt det dog er at vi alle behøver Guds naade. Venner kan erstattes den ene af den anden og saaledes udfylde savnet, men Guds naade kan ikke erstattes af noget andet. Der kan intet gives os i dens sted som kan opveie den, og derfor er det ogsaa saa herlig at vi aldrig behøver at ta afsked med den. O hvor rige vi er som eier denne naade i vor sjæl; den vil følge os livet igjennem, i døden og ind i herligheden.

Broderligst, Andreas Daastøl.