LANDKJENNING

– pastor Joachim Pettersens minneord i Metodistkirkens organ «Kristelig Tidende» for 11. januar 1917 – No. 2;

Budskabet om br. Svendsens død var et tungt, vemodig og uventet budskab for mig og for alle som kjendte ham. Jeg har altid følt et dybt vemod og savn ved hver broders og kollegas død og bortgang fra den stridende kirke, og tillige for deres kjære efterladte.

Men jeg maa tillade mig at si at ingen broders eller kollegas bortgang har vakt saa stor vemod og savn som broder Svendsens, baade hos mig og alle som har havt omgang med ham. Thi han var en særskilt oprigtig og velment broder og kollega i al sin omgang.

Lige fra første gang jeg talte med ham i hans yngre aar fik jeg et godt indtryk af hans ædle broderskabsfølelse med kollegaer og andre, og især da han var pastor i Fredrikstad hadde jeg mere anledning til at omgaaes br. Svendsen. Han skrev ofte til mig og indbød mig at komme og hjælpe ham lidt baade naar han var frisk og naar han manglet (feilet) noget. Og naar jeg kom var han saa taknemmelig derfor, skjønt det var for min egen del de hyggeligste timer for mig at kunne assistere ham i kirken og tillige være sammen med hans elskelige familie i hans hyggelige hjem.

Under nærværende savn glæder jeg mig i haabet ved Herrens hjælp at faa staa sammen med ham i den triumferende kirke og lovprise vor frelser i himlen.

Endskjønt broder Svendsen hadde faat store gaver af Gud som prædikant, saa han aldrig paa de mindre begavede med ringeagt. Han praktiserte altid Jesu og Paulus’ smukke og nødvendige formaning : «Ingen maa tænke høiere om sig selv end han bør tænke». Rom 12—3, og atter : «Agt andre høiere end eder selv». Filip. 2—3. Dette praktiserete br. Svendsen altid baade mod sine kollegaer og menighedslemmer.