LANDKJENNING

– pastor Joachim Pettersens minneord i Metodistkirkens organ «Kristelig Tidende» for 11. januar 1917 – No. 2; både Bernhard Svendsen (født 19. juni 1869) og Joachim Pettersen (enkelte ganger under navnet Petersen og født i 1837 ved Hafslund i Skjeberg – faktisk oppvokst i hjemmet der O.P. Petersen hadde en av sine første oppbyggelser i Norge) var kjente av den på den tid 28 år gamle Andreas Daastøl; de var til sammenligning begge å regne som pastor-veteraner og Joachim Pettersen var ved Årskonferansen i Arendal i 1905 satt i såkalt «uttjent forhold» – det vil si at han var pensjonist. Selv om Pettersen var over 30 år eldre enn Svendsen, er det spesielt å lese med hvilke aktelse han omtaler sin yngre pastor-kollega; siden Danmark omtales i minneordet, må nevnes at Pettersen i 2 omganger betjente menigheter i Danmark;

Budskabet om br. Svendsens død var et tungt, vemodig og uventet budskab for mig og for alle som kjendte ham. Jeg har altid følt et dybt vemod og savn ved hver broders og kollegas død og bortgang fra den stridende kirke, og tillige for deres kjære efterladte.

Men jeg maa tillade mig at si at ingen broders eller kollegas bortgang har vakt saa stor vemod og savn som broder Svendsens, baade hos mig og alle som har havt omgang med ham. Thi han var en særskilt oprigtig og velment broder og kollega i al sin omgang.

Lige fra første gang jeg talte med ham i hans yngre aar fik jeg et godt indtryk af hans ædle broderskabsfølelse med kollegaer og andre, og især da han var pastor i Fredrikstad hadde jeg mere anledning til at omgaaes br. Svendsen. Han skrev ofte til mig og indbød mig at komme og hjælpe ham lidt baade naar han var frisk og naar han manglet (feilet) noget. Og naar jeg kom var han saa taknemmelig derfor, skjønt det var for min egen del de hyggeligste timer for mig at kunne assistere ham i kirken og tillige være sammen med hans elskelige familie i hans hyggelige hjem.

Under nærværende savn glæder jeg mig i haabet ved Herrens hjælp at faa staa sammen med ham i den triumferende kirke og lovprise vor frelser i himlen.

Endskjønt broder Svendsen hadde faat store gaver af Gud som prædikant, saa han aldrig paa de mindre begavede med ringeagt. Han praktiserte altid Jesu og Paulus’ smukke og nødvendige formaning : «Ingen maa tænke høiere om sig selv end han bør tænke». Rom 12—3, og atter : «Agt andre høiere end eder selv». Filip. 2—3. Dette praktiserete br. Svendsen altid baade mod sine kollegaer og menighedslemmer. Broder Svendsen vilde aldrig herske over andre. Han var iklædt Jesu egen ydmyge aand; dette kom tilsyne hos ham baade som forstander og som pr. ældste (presiderende eldste). Naar han kom som pr. ældste kom han ikke med følelser og tanker som en overbefalende (øverstbefalende), men som en broder, som en af vore biskoper sa til os i Danmark : «Jeg kommer ikke til eder brødre som eders overformynder eller overbefalende, men jeg kommer som eders broder og medarbeider i kirken for at tilbyde eder mine raad, hjælp og opmuntring om I trænger dem».

Dette var ogsaa vor kjære br. Svendsens praksis. Derfor er og blir hans død og bortgang et dybt følt savn. Men under dette dybe savn og sorg maa vi dog si : Herrens vilje ske ! Hans veie er uransagelige for os alle.

Da søster Svendsen nu trænger saa megen baade legemskraft og aandskraft til at bære sin store sorg, lad os alle forene os i flittig bøn for hende, at han som er enkers forsvarer og de faderløses fader, vil staa hende bi. Velsignet være vor kjære broders og kollegaes br. Svendsens hellige minde !

Pastor Joachim Pettersen.